Sommerskak-turnering sprængte alle rammer

Med 78 tilmeldte til sommerskak-turnering for børn og unge søndag den 18. juni måtte arrangørerne fra Nørrebro Skakklub og Frederiksberg-foreningen Skak for sjov erkende, at selv den store spillesal i Osramhus var for lille til alle deltagere. Derfor blev også skakklubben i Frejasgade taget i brug, så arrangementet med deltagerrekord kunne afvikles i gode rammer for børn, søskende og forældre.

MestergruppenSommerskak2017

Mestergruppen i aktion.

Mestergruppen blev vundet af Paulius Meskenas fra Køge Skakklub. Han vandt sine første fire partier, og med remisser i de sidste to runder var sejren sikker. Tre spillere opnåede alle fire point af de seks mulige, så korrektionsberegning af bedste modstand undervejs betød sølv til Hannibal Valeur Jaques fra Nørrebro Skakklub og Skak for sjov, bronze til Majed Fakhr Eldin fra Helsingborg Skakklub og en fjerdeplads til Jeppe Hald Falkesgaard fra Brønshøj Skakforening.

I kandidatgruppen sejrede den kun otteårige Oliver Wu fra Nørrebro Skakklub med fem point af seks mulige. ”Oliver er endnu ikke så høj, men viser allerede store evner for skak”, som det blev sagt ved præmieoverrækkelsen. Anton Wehding fra Amager Skakforening blev nr. 2 og hans tvilling Laurits Wehding fra samme klub indtog tredjepladsen.

I basisgruppen, som er for de let øvede børn, var der guld til William Pihl fra Odyssesus Skakklub. Med gevinst i alle seks runder var sejren særdeles overbevisende. Silas Søndergaard fra samme klub fik sølv og Aksel Bo Strandgaard fra Amager Skakskole vandt bronze. Efter korrektionsberegning måtte Marcus Holmberg, Amager Skakskole, tage til takke med fjerdepladsen.

Med 20 børn i begyndergruppen deltog en del børn i deres livs første skakturnering, og arrangørerne var glade for, at alle børn gennemførte de syv runder. For Peter Vedel, Brønshøj Skakforening, blev det en særlig succes, fordi han vandt alle sine syv partier og dermed turneringen. Tunav Chand Penki fra Europaskolen blev nr. 2, Simon Nam Zettler fra Amager Skakskole nr. 3 og Sherin Pinto fra Europaskolen nr. 4

Det er fjerde sommer i træk, at Nørrebro Skakklub og foreningen Skak for sjov arrangerede sommerskak-turnering for børn og unge.