Online-skak hver dag kl. 11 og 15

På grund af corona-krisen er Frederiksberg-klubben Skak for sjov gået online på lichess.org, som er et af verdens førende netsteder med online-skak. Klubben har netop rundet de 100 medlemmer, og hver dag spilles to turneringer: Kl. 11-12 ”Skak for sjov JUNIOR” for børn og unge og kl. 15-16 ”Skak for sjov Mester” for alle uanset spillestyrke og alder.

Dit barn behøver ikke være medlem af den fysiske Skak for sjov-klub for at være medlem af den virtuelle Skak for sjov-klub, så alle er velkomne, og det er gratis. Hvis dit barn ikke allerede er registreret på lichess, skal du som forælder hjælpe med at gøre det første gang, det deltager. Følg anvisningen under ”Deltag i Skak for sjovs skakklub på lichess” på https://skakforsjov.dk/spil-skak-online/

Efter registreringen af dit barn finder du og dit barn oversigten over alle Skak for sjovs turneringer på https://lichess.org/team/skak-for-sjov – find nu den eller de turneringer, barnet vil spille med i, og tryk på den grønne TILMELD-knap. Og husk at være klar ved skærmen et par minutter før hver turnering. Alle turneringer varer en time.

Til både ”Skak for sjov JUNIOR”-turneringen og ”Skak for sjov Mester”-turneringen har hver spiller fem minutter til hele skak-partiet plus tre sekunder per træk. Man bliver automatisk matchet med en ny modstander efter hvert parti, og normalt får man en modstander, som har stort set samme score.

Skak for sjov har desuden samlet nogle råd og henvisninger til andre former for online-skak. Rådene er mest til børn og unge, men forældre og andre voksne kan sikkert også have gavn af dem. Se mulighederne og orienter dig på https://skakforsjov.dk/spil-skak-online/

God fornøjelse og læring.